Så skete det igen. Spinnersdrengene – netop hjemvendt fra Toms Tourney med en masse erfaring (og skader) i bagagen – skulle ud og give den gas i Valby Idrætspark endnu en gang. Denne gang mod hhv. Flying Circus, Hillerød og Ragnarok. På forhånd var udgangspunktet, at første kamp ville blive den mest spændende. Mod Flying Circus kunne alt ske og der var lagt op til et jævnbyrdigt opgør. Hillerød, der er den nyeste klub på den danske ultimatescene, mente vi ikke ville blive et problem og Ragnarok stillede med stærke spillere hele vejen rundt, hvorfor det ville blive mere end svært at vinde den kamp.
Status på vejret var gråt, koldt og overskyet men kun med en ganske let vind. Vejret var altså ikke – som sidste gang – til zone.
Status på holdet var 9-10 spillere hvoraf 3 døjede med småskader. Det tegnede derfor til at blive en hård dag for de mærkede Spinnersdrenge.
Første kamp mod Flying Circus blev skudt igang 10:30. Vi var åbenbart ikke så mentalt klar fra start som vi burde, og Circus kom hurtigt foran 2-0. Men med Vesters, der spillede med en forstrækning i det ene lår, og undertegnede der ikke brugte venstre arm samt Malte med en dårlig ankel, havde det amputerede Spinnershold det svært. Og vores ellers så solide og sikre hænder hos Mehlbye og Daniel havde ikke deres bedste kamp, hvilket medførte et par dumme turnovers, der gav Circus et par hurtige points. Heldigvis viste Periklis at han havde fået udbytte af turen til Belgien og leverede en solid indsats. Og efter en lidt sløv start fik resten af holdet spillet sig op, og vi kom bedre med. De næste mange points fulgtes vi ad, og ved stillingen 8-5 til Circus gik det op for holdene, at vi havde glemt halvlegen. Heromkring begyndte folk at sløse lidt igen, og Circus udnyttede vores fejl. De kunne hive en 13-7 sejr hjem over et skuffet Spinnershold, der ikke var bedre på dagen.
Næste kamp stod mod Hillerød. På dette, vores jomfrumøde med nordsjællænderne var vi indstillet på, at uddele et æg. Indstillingen før kampen var, at nok var Hillerød et nyt hold uden den store erfaring, men derfor skulle der stadig leveres en ordenlig og fokuseret indsats. Det kan diskuteres om vi var fokuserede nok, for Hillerød fik sendt 3 lange kast afsted, der kom bag på os, og som blev grebet tæt på vores målzone. Vi var derfor heldige med at Hillerød ikke fik et eneste point, og vi kunne trække en 13-0 sejr hjem.
Sidste kamp var mod Ragnarok. Vesters stod helt over i denne kamp og Mads havde forladt holdet. Vi var derfor nede på 8 spillere, heraf 2 med skader. Ragnarok formåede at udstille vores svagheder i offence og fik skabt turns på kort tid. Det endte med et nederlag på 3-13, hvilket ikke var ufortjent, men havde vi haft en lidt mindre opgivende attitude, kunne vi muligvis have skrabet et par ekstra points med.
Alt i alt en sejr og to nederlag og en samlet score på 23-26. Ikke helt tilfredsstillende, men med skader taget i betragtning er det nok svært at bede om mere.
Holdet bestod af: Mehlbye, Daniel, Vesters, Nicolas, Periklis, Anders, Mads, Malte, Strøm og Lars
Tak til Vesters’ kæreste for boller! Og tak til Aslak for støtte fra siden. Aslak kunne desværre ikke spille pga. en skulderskade fra Toms’ Torney.
/KaffeLars
Fedt indlæg!
.. men jeg spillede altså sidste halvdel af kampen mod Ragnarok – satte også lige en Gun til dig…:-)